Nedenstående indgik i en stil, som Helene skrev i 9. klasse. Hun fik 12 for stilen.

Mormor og morfars gård

En tur hjem til mormor og morfar var noget af det bedste i hele verden, især fordi vi ikke var der så tit på grund af afstanden, så var det en endnu større sensation når vi så var. De boede på Fyn ude på en stor gård, med smukke natur omgivelser.Mig og min søster sloges altid om hvem der skulle ringe og sige at nu vi kørte hjemmefra, eller at, nu var vi der om et kvarter. Da vi så ankom, løb jeg hen til døren og gav dem begge det største kram. Mormor og morfar er de bedste mennesker i verden, mormor stod i køkkenet og lavede mormor-boller og mormor-frikadeller, som vi kalder det, for ingen laver boller og frikadeller som mormor gør det. Min mor har prøvet at lave det her hjemme med den samme opskrift, og de samme ingredienser, men det smagte slet ikke som mormors, for mormor-boller og mormor-frikadeller, kan kun laves af mormor.

Der var ikke længere nogle dyr på gården, så i stalden havde mig og min storesøster vores egen lille købmand. Mormor havde lavet en lille kasse til os med en masse gamle køkkenredskaber, som vi så kunne lege med i timevis. Vi lavede flotte sandkager, som mormor, morfar, far og mor så kom ind og købte, for nogle sten. Der var stort set ingenting i stalden, kun nogle tomme båse og nogle borde vi legede ved, men i min verden var det en kæmpe købmandsforretning, der manglede intet. Det savner jeg ved bardommen, fantasien og verdenen uden bekymringer.

Omme bag ved laden havde morfar en drivhave, hvor jeg hjalp med at grave kartofler og gulerødder op. Når vi blev trætte satte vi os på en bænk, og kiggede ud over markerne. Der sad vi og snakkede i lang tid, for med morfar kunne jeg snakke om alt ting. Han giver sig tid til alle og jeg er så glad for at han er min morfar.

Nogle få gange var mig og min søster så heldige, at komme ud og kører i ”morfars røde traktor” Min søster sad på skødet af ham, og bagved havde han bygget et lille sæde til mig. Jeg husker tydeligt vejen vi kørte på, og hvor stor en glæde det var at kører i den.

Ude på gården kedede man sig aldrig, der var altid noget at lave og jeg var glad, så længe jeg var i mormor og morfars selvskab.

For 4 år siden flyttede de ind i til byen i en fin ældrebolig, fordi gården blev for stor til de to. Det var rigtig svært at skulle sige farvel til gården og alle de minder der var der, og tanken om at der lige pludselig skulle flytte en hel ny familie der ind var endnu sværere. Mormor har nemlig boet der i sin barndom. Og gården hedder ”Agnetegården” Agnete er min mormors mellemnavn.

Der er nu et ungt par med små børn der er flyttet ind, og de har forandret gården fuldstændig. Hø loftet er er børneværelser og kostalden er en frisørsalon. Der hvor jeg stod og lavede mudderkager, sidder der nu folk og bliver klippet. Nye børn render rundt og leger ude i haven, og alle markerne er der en anden mand der har overtaget. Det er utrolig hårdt og kører forbi gården i dag. Jeg vil helst bare huske på gården som den var, fyldt med minder. Men tiden går, og forandringer sker. Jeg er blevet ældre, og det er de jo også, men heldigvis har de det stadig godt. I dag er vi mest kun ved mormor og morfar i ferierne, men det er stadig en glæde når vi skal derhen. Vi får stadig mormor-boller og mormor-frikadeller, og mig og morfar kan stadig sidde og snakker om alverdens ting, som vi altid har gjort.

Mormor og morfar vil jeg altid huske som nogle af de mest værdifulde personer i mit liv, og når de en dag ikke er her mere, så vil jeg stolt fortælle folk om de to fantastiske mennesker jeg en gang kendte, og som var med til at gøre min barndom til den bedste en lille pige kunne ønske sig.

Fortalt af Inger til Christian Obbekær Hansen, hendes søn.

Inger Viola Hansen (Obbekær)

Jeg lærte ikke at cykle før jeg var 8 – 9 år. De første år gik jeg til skolen.

Jeg fik efterhånden lært at starte fra trappestenen, og når jeg skulle stoppe, foregik det ved at jeg fandt mig en grøft, hvor jeg kunne vælte mig af.

Der var ikke noget, der hed børnecykler. Vi lærte at cykle på en voksen damecykel, hvor sadlen var sat på stangen op til sadlen. Ofte blev der også sat klodser på pedalerne, så de virkede kortere.

En dag, hvor det rigtigt drillede mig, stod jeg og sparkede på baghjulet i arrigskab. Min mor så, og kom ud og sagde, at det ikke var cyklen, der var noget i vejen med – det var mig.

Fortalt 21. marts 2012 (på sin jernbryllupsdag – 70 år):

Vi blev gift på Odense Rådhus.

Viggos brødre var med. Henrik kunne ikke overskue det.

Der var meterhøj sne. Snerydningen var ineffektiv. Hver ejendom skulle stille med 1 mand. Der blev skovlet sne i etager.

Min bedstefar, Ole var med til vielsen. Han betalte en taxa fra Odense til Nordmarken. Min mor havde lavet mad til vi kom hjem – så vidt jeg husker, var det suppe og steg. Der var lavet rigeligt, for Viggos brødre kunne tage godt for sig.

Alle kunne ikke overnatte på Nordmarken, så vi var 4, der overnattede på Søndersø Kro. Da sneen tøede om dagen og frøs om natten, var vejene glatte, så vi gik alle 4 arm-i-arm for at holde balancen.

Fortalt 18. April 2012:

Da politiet ”gik under jorden” efter den 19. September 1944, blev Viggo involveret i en politi-modstandsgruppe på 7 mand. Deres opgaver var jernbanesabotage i Jylland – for at forhindre tyskernes transporter nordpå (til Norge). Desuden skulle de modtage nedkastede våben fra engelske fly, udpakke, rense, efterse og klargøre dem. Det foregik i starten i jagtslottet ved Vedelsborg.

Wonge Nielsen var områdechef for grupperne på Vestfyn. Han sørgede for, at Viggo kunne komme til Anst – og senere til Odense.

Gruppelederen havde et –sen navn, og kom senere til Ejby.
Der var også en frisk fyr ved navn Bjørk Larsen, han kom senere til Lolland.

Jeg fik aldrig noget at vide om, hvad de lavede, eller hvor de skulle hen, for Viggo sagde ”Hvis du ikke ved noget, kan du heller ikke fortælle noget”.

De forskellige medlemmer af gruppen skiftedes til at komme og give Viggo besked, når der skulle ske noget. Det skete også, at Viggos brødre blev brugt som budbringere. Så forgik det ved, at de gik ud til gavlen af huset, så jeg ikke kunne høre dem. (Engvej, Russelbæk, Middelfart).

Viggo var i starten murerarbejdsmand på Middelfart Sindsygehospital, hvor han skulle sætte fliser op – som nogle patienter havde en forkærlighed for at pille ned. Murerformanden syntes, at Viggo arbejdede for hurtigt, og gjorde ham opmærksom på, at den gik altså ikke, ”det er kun, når du går over gården, hvor andre kan se dig, at du skal gå lidt rask til”.

(så fulgte der en periode som skovarbejder på ??? ø)

Ved slutningen af krigen var Viggo karl på en gård i Gadstrup hos Arnold ???
Ved befrielsen ankom 2 lastbiler til gården for at afhente de våben, der var gemt under tagplader og under halmen på loftet.
Arnold fik næsten et chok, og spurgte Viggo ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?”.
Men Arnold var anset for at være tyskorienteret, og det hjalp ham i det efterfølgende opgør, at Viggo havde gemt våben på hans gård.
Vi besøgte Arnold adskillige gange i årene efter krigen.

Efter krigen ville gruppen mødes med kærester og ægtefæller. Ingen af de andre koner/kærester tude binde an med at lave mad til 14, så det blev holdt hos os. Det foregik i august – det var den dag, atombomben faldt over Japan.
Jeg havde lavet en forret med blomkål og rejer. Derefter steg og så var der is til dessert.
Vi fik en del at drikke, og Bjørk Larsen kunne slet ikke stå på benene, da de skulle hjem. Han nåede kun til pumpen, som han omklamrede, og ikke kunne slippe. Det endte med, at han måtte overnatte hos os, mens de andre tog hjem.

JENS MIKKELSEN.

Min oldefar Jens Mikkelsen blev født den 14. december 1849 i Skibsby, en lille by tæt på Hjørring.

Forældrene til Jens havde en gård i Skibsby. Faderen Mikkel Larsen blev født ca. 1804 i Sankt Hans sogn, moderen - Johanne Jensen - blev født ca. i 1809.

Jens blev døbt i Sankt Olai kirke i Hjørring, dengang blev børnene tit opkaldt efter forældrene eller bedsteforældre, så han kom til at hedde Jens efter moderens efternavn og Mikkelsen efter faderens fornavn.

Jens havde 2 søskende: Laurine Jensine Mikkelsen som var født den 23. maj 1836 og Lars Christian Mikkelsen født den 24. januar 1842.

Lars hjalp til hjemme på gården ved faderen, om han nogensinde blev gift ved jeg ikke. Da Laurine var 26 år boede hun også stadig hjemme, hun var ugift men fik en datter den 19. marts 1862 - Johanne Marie Mikkelsen - da Laurine flyttede hjemmefra blev hendes datter boende i pleje ved Mikkel og Johanne.

Jens Mikkelsen ville ikke være landmand, han var god til at bruge sine hænder, så han blev udlært snedker.

Omkring år 1870 fik de en ung pige til hjælp på gården - Maren Johanne Mikkelsen.

Maren var datter af gårdmand Mikkel Pedersen og Ane Nielsdatter af Lørslev, de havde en gård i Ugilt en lille by sydøst for Hjørring. Maren var født den 12. oktober 1850.

Jens og Maren blev forelskede, flyttede i et lille hus og blev gift i Sankt Olai kirke.

Det var en kold februardag - 6. februar 1872.

Der går fem år inden de får deres første barn, Martine Kirstine Mikkelsen blev født den 23. september 1877 - Karl Andreas Mikkelsen blev født den 28. marts 1880 så kom Jens Christian Mikkelsen den 23. august 1882 og til sidst Johanne Marie Mikkelsen født den 3. maj 1885.

Den sidstnævnte Johanne Marie Mikkelsen blev min farmor.

Det er også lidt sjovt som navnene går igen hele tiden, min farmor blev jo åbentbart opkaldt efter hendes fars (Jens Mkkelsen) søsterdatter - altså Laurines datter.

I året 1890 er Jens Mikkelsen mølleejer, møllen må jo være i brug for han har ansat en møllersvend der hedder Kristian Julius Jensen.

Senere flytter Maren og Jens til Østergade 16 i Hjørring.

Deres datter (min farmor) Johanne Marie Mikkelsen bliver gravid - hendes kærste hedder Martin Andreas Nielsen (min farfar) De to gifter sig i Budolfi kirke i Ålborg den 3. april 1906. Martin var soldat i Ålborg på det tidspunkt.

De havde ingen steder at bo, så den 28. september 1906 bliver min far født i Jens Mikkelsens hus i Hjørring. Han blev døbt i Sankt Olai kirke i Hjørring - Hans Ingvald Nielsen.

Den 30. januar 1914 dør Maren Johanne Mikkelsen i Østergade 16, Hjørring.

Jens Mikkelsen bliver boende i Østergade sammen med hans datter Martine.

Senere flytter Jens Mikkelsen ind til hans datter (min farmor) og hans svigersøn - altså Johanne Marie Nielsen (født Mikkelsen) og Martin Andreas Nielsen.

De bor på Svinevigen 16 i Holstedbro, her er Jens Mikkelsen pesionær og lever af sin formue.

Farmor og farfar flytter til Silkeborg - Herningvej 12, Lysbro og Jens Mikkelsen flytter med.

Den 2. april 1938 dør min oldefar Jens Mikkelsen i Silkeborg.

Familien sørger for at hans kiste bliver transporteret til Sankt Olai kirkegård i Hjørring, så han kan blive begravet ved siden af sin elskede kone - Maren.

På deres gravsten står der: Det at leve er mig Kristus

og at dø en vinding.

Sejs ved Silkeborg den 8. marts 2012

Jonna Margit Aagaard

Jeg fatter det ikke...

Hvordan kan vi mennesker heroppe have det så godt? Og såmenneskerne i Afrika osv. have det så dårligt?

Vi mangler ingenting, men alligevel klager vi os ofte mere, end mennesker der er meget fattigere. Menneskerne i Afrika kan ikke engang få rent vand, og folk dør ofte af diarré pga. den dårlige føde, og alle bakterierne. Heroppe går vi hen til vandhanen når vi er tørstige, og får et glas helt rent og koldt vand, uden vi overhovedet tænker over det. Og ofte går vi bare hen i køleskabet og tager en sodavand, noget mælk, juice eller noget helt andet. Dernede skal de gå langt for overhovedet at nå hen til vandet, og når de så drikker det, bliver de alligevel syge fordi det er for dyrt at bruge penge på brænde, så de kan koge det. Men de vil jo bare overleve.

Der kommer ofte reklamer i fjernsynet med hvordan kan man hjælpe et barn og at man kan sende penge ned til Afrika, men hvorfor er så mange mennesker gode til at ignorer det? Det er så let lige at gribe fat i mobilen, og skrive til et nummer, så man bidrager med 50 kroner, og 50 kroner er noget vi alle let vil kunne underværre. Men mange for jo alligevel ikke sendt den SMS, eller givet penge til disse hjælpe organisationer. Man ser tit billeder af negere der har det forfærdeligt, men på en eller anden måde har vores øjne måske bare vænnet sig til det. Der er sikkert en del mennesker der tænker ”Jamen hvad gør det mig? Jeg har et hus, jeg kan få mad, og jeg kommer jo aldrig til leve under vilkår som dem. Her hjemme har vi finanskrise, vi bliver nød til få styr på vores eget land, før vi tænker på andres” Jeg håber sådanne personer vil ændre deres synspunkt, for hvis vi var det fattige land, ville vi sikkert også meget gerne have hjælp.

I sidste uge var der Danmarks indsamling i fjernsynet, og de viste forskellige klip af nogle forskellige fattige mennesker i Afrika. Det var så barsk, jeg sad der i det varme hus med fjernsyn, stearinlys, småkager, ja jeg manglede intet. Der var et klip med nogle unge drenge der havde sniffet lim, bare for at glemme hvem de virkelig var. Videoen fra selve aftenen hvor de lige havde sniffet, var for barsk til at vise, men de filmede dem næste morgen. Drengene havde lagt sig til at sove ude foran politi stationen for at undgå at blive tæsket. De havde intet, kun det hullede tøj de havde på. Jeg tænkte med det samme på os her i Danmark. Vi har et stort klædeskab fuld af tøj, og vil alligevel hele tiden have nyt, fordi man skal være med på moden.

De viste også en masse andre klip som var utrolig tankevækkende at se. Et af en familie som boede i noget der kunne minde om en hullet garage, med murer man selv havde bygget, af hvad man nu lige kunne finde. Og et klip fra en skole, hvor alle børnene så så usle og beskidte ud. Alle med alt for stort tøj, med store huller. Alle de mange børn havde en skolebog som de alle skulle deles om, og de kunne knap nok få råd til blyanter og papir. Alligevel går de fleste børn jo slet ikke i skole.

Vi klager os over at vi skal i skole, men vi brude rent faktisk sætte pris på det. Vi burde sætte meget mere pris på alt den hjælp vi får, og når vi er tørstige for vi noget at drikke, når vi er sultne, for vi noget at spise. Ja vi får lige hvad vi mangler.

Midt på aften kom der også et afrikansk børnekor ind og sang. Der stod de børn med fine farverige kjoler på og så så glade ud. De smilede og dansede. Det var som om min verden gik i stå i et minut, hvor jeg bare så på de livsglade mennesker, som bare satte pris på hvad de havde. De kommer fra disse fattige omstændigheder, og alligevel giver de en som mig, en form for livs glæde, bare med det store smil de sender. De sætter pris på det de har, det burde vi alle.

Jeg sidder her lige nu op bliver på en måde lidt irriteret på alle de forkælede mennesker. Men jeg kender det jo godt, jeg klager mig også tit når jeg skal op om morgenen og i skole, fordi det er så tidligt og jeg er så træt. Og jeg klager mig også over noget, man kan kalde luksus problemer. Det tror jeg vi alle gør, vi har jo aldrig prøvet at have det så utrolig hårdt og stået uden hus, mad eller familie. Så vi var vel bare vænnet os til at klage os over noget, som i virkeligheden ikke er værd at klage sig over. Vi skal sætte pris på at være født i en land som Danmark, fordi man får hjælp lige meget hvad. Vi kommer aldrig til at sulte eller fryse ihjel, for vi vil nå at få hjælp inden. Jeg er i hvert fald begyndt og sætte meget større pris på hvad jeg har, og jeg tænker tit på alle de stakkels mennesker, rundt i den store hvide verden som har det forfærdeligt. Selvfølgelig er der mennesker i Danmark der også har det forfærdeligt. Folk som har mistet deres mor og far, folk som er syge og ligger nær døden, folk som bliver mobbet og som bare helst vil slippe for deres liv, men de for heldigvis hjælp, håber jeg.

Jeg håber bare om mange år, at Afrika vil blive et godt land. Jeg ønsker at alle mennesker i verden skal have det godt, og have lysten til at leve.

Vi er alle sammen mennesker, bygget af det samme og minder meget om hinanden. Ingen er mere værdig end andre, og nogle skal ikke behandles bedre end andre. Bare fordi man er født i et fattigt land, skal man ikke leve under disse forfærdelige vilkår. Men det er jo noget som på en eller anden måde er umuligt at forandre. Men for hver gang man samler penge ind eller sender noget tøj til en hjælpe organisation, kan vi med god samvittighed tænke at vi hvert fald har gjort en forskel, for et andet menneske. Jeg fatter nemlig ikke hvorfor vi skal have det så fantastisk, og de skal have det så forfærdeligt.

Helene Snitgaard 8A

I forbindelse med at Ole Christian Andersen (Magda’s morfar) købte jord til oprettelse af et husmandsbrug ude på Nordmarken, foreligger der original købekontrakt, skøde og lånedokument på et statslån. Købekontrakten er svær at læse, men jeg har forsøgt at tyde de første afsnit og selve skødet, som er skrevet ind i den originale købekontrakt. Afsnit 3 kan jeg ikke tyde.

Oversætelse af del af Kjøbekontrakten følger her:

Kjøbekontrakt

Underskrevne Gaardejer Hans Knudsen, Søndersø, erkjender herved at have solgt og afhændet
til Landarbejder Ole Chr. Andersen, Lars snedkers, den mig ifølge thingsret adkomst tilhørende
i Pant Matr. Nr. 7 e af Søndersø By og Sogn af Hartkorn 4 Skjæppeland 1 Fjerdingkar og 2½ Album. Du kan selv prøve at læse/omregne disse tal efter denne formel: Arealmål. 1 skæppeland = 4 fjerdingkar = 12 album = 689,5 m²

Handelen er indgaaet på følgende vilkaar.

Kjøbekontraktens punkt 1 og 2 med oversættelse følger her:

1

Parcellen , der af Kjøberen agtes anvendt til Oprettelse af Husmandsbrug i Henhold til Lov Nr. 101 af 22. April 1904, overtages strax af Kjøberen, for sidenhen alle privilegier/ passiver U.A. forfaldende Skatter og Afgifter af Llaanesum, dog at jeg betaler Tienden for 1906.
Omkostningerne ved Handelen sikres af os begge i forening med Halvdelen af hver.

2

Kjøbesummen er fastsat til 3100 Kr., skriver Tre Tusinde Et Hundrede Kroner, der betales kontant
Saasnart Kjøberen kan faa det attesteret v faktoren udbetalt og senest v December Termin U.A. Punkt 3 begynder med ordene: Naar Kjøbesummen er berigtiget, men så ”kørte jeg fast”…

Oversættelse af skødet:

Skøde

Da Køberen Ole Christian Andersen nu kontant har betalt den akkaaderede Kjøbesum 3100 Kr, så skøder og endelig overdrager underskrevne Hans Knudsen ham herved den ham ved foranstående Kjøbekontrakt solgte Parcel matr. 7e af Søndersø By og Sogn af Hartkorn 4 Skp. 1 Fdk. 2½ Alb, der herefter skal følge og tilhøre ham som hans lovlige Ejendom fri for hver mands tiltale under min hjemmel efter loven med de almindelige Rettigheder Byrder og Forpligtelser hvormed jeg har ejet samme i hvilken Henseende henvises til Kjøbekontraktens part 3.

Til bekræftelse med min vidnefaste underskrift.

Ved Nærværelse i Odense, den 29 Juli 1907

Underskrevet Hans Knudsen

Her følger så vitterligheds påtegninger m.v.

Minder vare for evigt

Tiden flyver forbi os og forvandler alt til minder. Det er svært at leve i nutiden nu til dags, der skal altid tænkes mere på fremtiden, og når den fremtid så bliver nutid, så skal der tænkes videre frem, der er nye mål der skal nås, nye ting der skal spares op til. Man når knap nok at nyde den nye bil, før man så skal have et nyt køkken, og hvad bliver så det næste. Det bliver jo aldrig godt nok, der er altid et eller andet man lige kan rette op på, sådan har jeg det også selv. Men gudskelov har vi vores minder, vores minder der er så kraftige at de kan få en til at fælde en tåre, eller måske grine højt bare ved tanken. Billeder og ting, sange og dufte, der åbner op for en masse gode, dårlige, triste og sjove stunder. Ja alt kan minde os, minde os om hvad vi lavede da vi var små og hvem vi lavede det med.

I går blev jeg mindet om noget, noget som jeg godt vidste men bare ikke havde tænkt på længe, ikke fordi mindet var dårligt, men fordi mindet var så godt at det er helt hårdt at tænke på at det aldrig skulle blive så godt igen. Det er det kraftigste minde jeg har, om nogen af de mest fantastiske mennesker jeg kender, min mormor og morfar.

En tur hjem til mormor og morfar var bedre end en tur i tivoli, især fordi vi ikke var der så tit på grund af afstanden var det en endnu større sensation når vi så var. Mig og min søster sloges altid om hvem der skulle ringe og sige at nu vi kørte hjemmefra, eller at, nu var vi der om et kvarter.

Mormor og morfar var de bedste mennesker i verden, mormor stod i køkkenet og lavede mormor-boller og mormor-frikadeller, ja det kalder vi det, for ingen laver boller og frikadeller som mormor gør det. Selv min mor har prøvet at lave det her hjemme med den samme opskrift, det smagte slet ikke som mormors, jeg tror de manglede mormors kærlighed og varme, det var det der gav dem smagen.

Ude ved terrassen var der et område med et sandområde og en lille brønd, mig og min søster kunne lege derude flere timer, mormor havde nemlig smidt en masse gamle køkken redskaber, så som gryder, pander, skåle og skeer ud til os, så vi fik bagt sandkager i lange baner, og vi holdte små selskaber på terrassen hvor vi serverede vores sand mad for mormor og morfar.

For et par år siden, den sidste jul inden mormor og morfar skulle flytte fra gården, der tegnede jeg en tegning efter et billede der var taget af mig da jeg var omkring 3 år gammel, hvor jeg står med potter og pander i hånden ude ved brønden. Jeg gav mormor tegningen i gave, og hun blev så glad at hun fældede en tåre, for det for hende kunne også være et evigt minde om gården.

Morfar gjorde alt for os, han kunne koncentrere sig om et menneske på en måde så man følte sig så tryg, elsket og speciel, som om der ikke var andre end bare os to, bare mig og morfar og vi kunne klare alt. Han tog sig god tid til alle børnebørn, og havde små specielle ting og hemmeligheder med os hver især. Sammen var mig og morfar ude og grave kartofler og gulerødder op, bagefter skrællede vi dem, eller jeg pillede dem og han skrællede dem for kniven var jo skarp. Hans kniv blev altid snavset, så jeg fandt det meget passende og kalde ham morfar med den snavsede kniv. Det fik vi et helt lille rim ud af, så hver gang vi mødtes var det ”morfar me’ den snavsede kniv, han er tumpe’ å tosse’ og grøn i æ måsse.”

Morfar havde også en lille rød traktor, den tog vi mange køreture i, vi skulle altid ud og køre, og jeg skulle altid sidde på morfars skød, og tænk en gang, nogen gange fik jeg også lov til at styre på rettet. Åh, vi havde vores små hyggelige snakke i den traktor, dem kan jeg så knap huske, kan bare huske de traktor ture var guld værd og jeg lyste op hver gang vi gik igennem stalden for at komme ud til laden hvor jeg vidste den lille røde traktor ville stå og vente på os. Morfar var min supermand, og det er han stadig. Jeg beundre ham allerhøjest af alle, og er taknemmelig for han lige præcis er min morfar.

Tiden flyver forbi os, der er ingen pause knap, og man kan heller ikke skrue tiden tilbage. Jeg er blevet ældre, og det er de jo også. Heldigvis er de her stadig, men også stadig helt ovre på Fyn. For nogle år siden flyttede de fra gården fordi den var for stor til de to, og så flyttede de ind til byen i en fin ældrebolig. Det var rigtig svært at skulle sige farvel til gården og alle de minder der var der, det er stadig ligeså svært i dag, især hvis vi ser billeder fra den nye familie der bor der, de har bygget om og det ligner slet ikke sig selv. Kostalden er en frisør salon, og der render andre børn rundt og leger ude i haven. Allerhelst vil jeg undgå at se gården igen, og bare bevare mindet om hvordan den var. Min mormor og morfar vil jeg altid huske som nogle af de mest værdifulde personer i mit liv, og når de en dag ikke er her mere, så vil jeg stolt fortælle folk om de to fantastiske mennesker jeg en gang kendte, og som var med til at gøre min barndom til den bedste en lille pige kunne ønske sig.